Hvor er det dejligt. Altså at der findes personer som bare gør ens hverdag lidt mere spændende. eller weekenden for den sags skyld. Vi var ude og hjælpe ved Speedway lørdag aften, sammen med mine forældre, og skulle servere pølser og brød. Det var vi også sidste år, og mine forældre har været derude de sidste 18 år. Det foregår sådan, i hvert fald de sidste to år, at man siger hvor man vil stå, og hvilket ansvarsområde man helst vil have. Så har man ansvar for eksempelvis at stege pølser hele aftenen. Jeg havde valgt at varme brød, mest fordi Christian kedede sig med at gøre det sidste gang, men også fordi jeg i den sidste tid ikke har haft det så godt med for meget at tænke på ad gangen.
Så skete det under aftenen at min mor pludselig stod selv og betjente; der er normalt mindst to, så jeg gik hen og hjalp hende. Mens jeg var væk fra min post kom en af dem, som skulle hjælpe min mor med at betjene og blandede sig i mine brød, som jeg havde udmærket styr på. Jeg spurgte hende om hun ville overtage, men hun sagde at hun kun hjalp fordi der manglede brød. Jeg fik at vide at vi alle skulle hjælpe hinanden og at jeg ikke havde patent på brødmaskinen. Så sagde jeg til hende, at jeeg havde været igang med at passe hendes post, at det var derfor jeg ikke lige havde været på min plads, og at der rent faktisk lå varme brød klar i en kasse ovenpå maskinen. Jeg bad hende blande sig uden om og passe sit eget område, hvorefter hun stod og surmulede til et par af de andre hjælpere. Tidligere var det også hende, der havde klaget over at brødene var for kolde, og efter at have kørt dem igennem maskinen en gang mere, at de var for svedne. Hvad skal man gøre? Brødene var jo næsten frosne, når man puttede dem ind, eftersom de ikke var blevet taget ud af fryseren dagen før, som det havde været planen.
Men jeg stod og blev enig med mig selv om, at jeg hellere måtte give hende en form for undskyldning. Jeg ville jo ikke have dårlig stemning resten af aftenen. Så jeg gik over til hende og sagde: Det var ikke for at være sur før, men jeg vil bare gerne have, at du siger det til mig, hvis brødene skal laves om. Hun begyndte med at kalde mig søde ven ,(!) hvorefter hun igen forklarede at jeg ikke var på min plads. Hun sagde at hun ikke ville diskutere det mere, og lignede en, der var tæt på at eksplodere i følelser. Så sagde jeg at jeg ikke ville diskutere noget, men at vi var nødt til at snakke om det, fordi jeg ikke ville sende forkerte signaler. Og så sagde jeg igen, at hun bare skulle have været på sin plads i stedet for at være alle andre steder.
Så var dagens aktion hjemme, men jeg kunne se på de andre, at det altså var mig der var rigtigt på den. Og jeg er stadig glad for at jeg stod ved, og faktisk fik sagt hvad jeg mente til hende. det er noget jeg før har haft lidt problemer med, og noget jeg er ved at lære. Man skal sgu sige hvad man mener, i stedet for at pakke det hele ind i flaminco. Ellers kan de ting der betyder meget for en være bygget på løgn og høflighed frem for ærlighed og næstekærlighed.
Resten af aftenen gik lidt underligt. Pigen havde åbenbart også bagtalt nogle af de andre i vognen og skabt jævn dårlig stemning, så vi var vidst alle glade, da hun satte sig til at tage imod penge fra kunderne. Da vi var færdige tog vi hjem før oprydningen. Vi var trætte og mine ben var nærmest genopstået i zombietilstand fra de døde. Der var lige nogle stykker, som skulle komme med dumsmarte bemærkninger efter os, da vi gik. For vi kunne da ikke tillade os at gå uden at rydde op. Men vi havde skam sagt det til lederen, og hun havde givet os lov. Æv bæv!
En underlig aften, som kunne have været meget hyggeligere. Men så fik jeg lejlighed til at skrive om det her. Tror ikke jeg vil være med næste gang til Speedway. Ikke hvis det bliver på samme måde. Men lad os nu se, når den tid kommer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar