Mit navn...

Marc Kenan Maciejewski, det er det jeg hedder. Men hvis sandheden skal frem, er det ikke hvad mine forældre i sin tid døbte mig. Jeg blev døbt Kenneth Rasmussen, men valgte for 4 år siden at tage navneforandring. Så ville nogen nok stille sig undrende an, og slet ikke kunne forstå, hvordan i alverden jeg kunne finde på at gøre det. Men så kan jeg kun sige, at lige som nogle mennesker kan føle sig forkert i et bestemt stykke tøj, eller i de mere vilde eksempler, i deres krop, så kan man også føle sig forkert til et navn.

Op gennem min skolegang, blev jeg næsten konstant drillet og mobbet. Jeg var vel et nemt mobbeoffer. En efternøler, som var vant til at få, hvad han ville have. Bare spørg mine søskende. Så kommer man i skole, og tingene er pludselig ikke lutter lagkage. De forkerte personer finder ud af, hvordan de kan få mig til at græde, og det hele er jo bare skide sjovt. Lidt ligesom idag, hvis man sætter sig til at se programmer som Bridezillas eller Nabokrigen. Vi vil se folk der græder, for det er jo underholdning. Sådan tror jeg det var dengang også.

Nå men det var jo slet ikke det jeg ville fortælle om. På grund af mobningen kunne jeg ikke længere lide lyden af mit eget navn, og hvis jeg skulle præsentere mig for andre, kom navnet altid lidt halvhjertet, som om jeg skammede mig lidt over det. Jeg ved ikke om nogen nogensinde har lagt mærke til det. Desuden synes jeg og har altid gjort det, at Kenneth lyder lidt som en bøv, altså en bonderøv, hvlket jeg ikke forbinder med noget godt. Men jeg gik i hvert fald i nogle år og ønskede at kunne ændre navn, men jeg vidste ikke hvordan man gjorde, og turde faktisk heller ikke rigtig, af hensyn til mine forældre og min familie. Hvad ville de sige?

Men så mødte jeg Christian. Han havde selv fået foretaget ændringer i sit navn, og opmuntrede mig til at tage skridtet fuldt ud. Så nu skulle det være. Og jeg ville gå hele vejen. det første jeg skulle finde ud af var, hvad jeg ville hedde. 'Marc' lå faktisk lige for hånden. Jeg har altid godt kunnet lide det navn, og det skulle være med c til sidst. Mark med k lyder nemligogså en anelse bøvet, hvor mærkeligt det så end kan forekomme. Efternavnet var lidt sværere. Navnereglerne var på det tidspunkt sådan, at man kunne ændre efternavn gratis, hvis det var i familien og man kunne bevise det, eller hvis der var mere end xx antal i Danmark der hed det. Så jeg skulle da hedde Ravn, da det er meget udbredt i Danmark. Jeg foreslog det til christian og mine forældre, og ingen af dem forstod, hvorfor jeg ville hedde det. Så til en familiefest kom jeg til at snakke med min mormor om mit navneskift, og vi kom ind på, hvad hun havde heddet, da hun stadig boede i Polen. Maciejewska, i mandlig form Maciejewski. Så var der ligesom ikke mere at rafle om. Jeg skulle hedde Maciejewski for at ære min mormor. Mit mellemnavn kom mest for sjov. Jeg har altid gerne villet have et mellemnavn, og da jeg så tilfældigvis på en navneside på nettet så, at man faktisk kunne hedde Kenan, så tænkte jeg, ja det vil jeg hedde. Både fordi Kenan, minder en smule om Kenneth, men også fordi det har et rollespilsklingende navn, og jeg er jo bidt af en gal skovelver.

Nu er det hele så på plads, og jeg har fået nyt pas, kørekort og sygesikring. En ting der dog stadig ærger mig lidt er, at min familie, og faktisk også det meste af christians familie stadig kalder mig Kenneth. Jeg kan forstå det kan være svært for min familie, da de har kaldt mig det i 22 år, men Christians familie havde kun kendt mig knap et år, da jeg skiftede navn. Så kunne de da godt være søde og kalde mig Marc i stedet. Mine venner, også dem jeg havde inden navneforandringen kalder mig Marc idag. Og de nye venner jeg har fået gennem årene kigger bare underligt på mig, når jeg fortæller, hvad jeg engang har heddet. Jeg synes det har været en god beslutning, jeg har taget, og jeg har aldrig fortrudt det.