Åh nej. Nej nej nej nej nej. Jeg gider det ikke. Verden er brudt i brand i hvert fald for mig omkring Facebook. Det begyndte igår, kort efter at jeg var kommet hjem fra byen med en underlig sms. Navnene på de indblandede lader jeg være anonyme af respekt for dem selv, og for at undgå flere misforståelser. Men sms'en handlede om Facebook, og at jeg havde slettet denne person som ven. Ja det havde jeg da, forklarede jeg, men denne person er i øjeblikket i en sådan situation, at jeg ikke troede jeg ville komme til at tale med hende længere. Hendes forbindelse til mig, var gennem andre personer brudt, og jeg tog det derfor lidt som en unødvendighed, at vi var venner på Facebook, for hvad skulle vi snakke om, når vi ikke længere havde noget til fælles?
Det skal lige siges, at personen, jeg taler om har været noget familie langt ude. Men ikke er det mere ifølge hende selv og de andre indblandede. Og jeg har bare den vennepolitik på facebook, at hvis jeg ikke har noget at snakke med folk om, eller vores forbindelse på en eller anden måde ryger, som i dette tilfælde, så vil jeg da ikke have vedkommende som ven på nettet. Dermed ikke sagt, at jeg så pludselig hader personen over alt på jorden, hvilket nogen lader til at tro. Det er bare Facebook! Et sted på nettet, hvor man kan udveksle oplevelser, og chatte, og følge med i andres hverdag. Lidt ligesom hvis man ringede til hinanden og fortalte det. Men jeg gider da ikke ringe til familie som jeg eksempelvis kun ser 5-10 gange om året og fortælle om min dagligdag. Det kan de høre, når vi er sammen. Det havde nok også været anderledes, hvis det havde været noget nært familie, som en bror eller søster, eller sine forældre.
Men det korte af det lange er, at vedkommende som sendte mig sms'en fik et opkald fra mig, hvor jeg fortalte hende, hvorfor jeg havde slettet hende. Det hjalp ingenting. Det virkede lidt som om hun allerede havde draget sine regne konklusioner omkring mit valg, hvilket hun valgte at vise, ved at bryde sammen, og derefter smide røret på. Jeg forstår det ikke. Eller, jo jeg kan da godt se, at en sletning af venner på noget så offentligt som Facebook, kan misforståes, som jeg-gider-ikke-have-noget-som-helst-med-dig-at-gøre-mere, men når man så ringer for at forklare sig, kunne hun da godt lade mig tale ud. Hun fortalte også, at de havde snakket om det derhjemme, og valgt at beholde forbindelsen til familien. Men hvor skulle jeg da vide det fra? Vi snakker kun sammen til familiefester.
Så, midt i det hele kom Christian hjem. Og jeg fortalte, hvad der var sket. Han ringede til hende, men fik den anden part i røret i stedet. Jeg ved ikke hvad de alt fik snakket om, men det hele resulterede i, at manden nu også slettede både mig og Christian fra Facebook, og samtidig bekendtgjorde det i sin status. Hvad? Hvor kom det nu fra? Det resulterede så i at alle hans venner kunne se det og kommentere på det. Jeg forstår det virkelig ikke. Eller..jeg forstår ikke hvorfor det skulle så langt ud. Hvorfor kan man ikke bare tale om det, som voksne mennesker?
Jeg havde umiddelbart efter at have fået smidt røret ind i øregangen, skrevet en undskyldning til kvinden, og også manden, hvor jeg også havde anmodet om hendes venskab igen. Det var mens jeg skrev undskyldningen at jeg kunne se, at han havde fjernet mig som ven. Jeg synes ellers godt de kunne have taget imod min undskyldning. Især fordi jeg indrømmede at jeg havde lavet noget lort. Burde man ikke kunne tilgive hinanden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar