lørdag den 28. august 2010

Back to basic...

Hvis man skal tro på mange af de bøger som er skrevet, var middelalderen ikk lutter lagkage, men tror man i stedet på den stemning som var i Horsens idag, kan man hurtigt komme på andre tanker. Vi har været afsted hele dagen, for at ose i middelalderboder til det årligt tilbagevendende middelaldermarked i Horsens.
Det er godt to år siden vi sidst har været til det, og jeg troede lidt at det, efter vores svindende lyst til middelalder, måske ville være kedeligt og lidt ligegyldigt. Vi havde Mathilde med, vores middelalderveninde, og lagde ud med at spise fælles morgenmad hjemmefra, og smøre madpakke.
Oppe i Horsens stødte vi på mange folk vi kendte, fra vores middelaldertid, og jeg, fra min tid på en internetklub. Det vildeste var dog at vi mødte en bestemt person, som vi ikke troede vi nogensinde skulle se igen.

For godt et år siden blev vi uvenner med en kvinde, som gennem nogle år var blevet en af vores bedste veninder. Vi kaldte hinanden brødre og søster i ånd, og holdt meget af vores middelalderrelaterede fester sammen. Derudover studerede jeg sammen med hende på pædagogstudiet, og da jeg droppede ud, blev hun og tog eksamen. Da hun gerne ville arbejde inden for et bestemt område af pædagogikken, valgte hun at flytte efter sit arbejde, hvilket betød at hun flyttede til Viborg. Det var vi meget kede af, også fordi vi ikke var sikre på om vores venskab ville kunne holde, når vi boede så langt fra hinanden. Det resulterede i en del misforståelser, og derefter bitre brevudvekslinger, og senere til, at vi slet ikke talte eller skrev sammen mere.

Da vi mødtes var jeg ikke helt sikker på om hun stadig ville være ved at kende os, men vi hilste på hinanden og fik givet en masse knus. Det ene længere og varmere end det andet. Vi fortalte hende, at vi tit havde tænkt på hvordan det mon gik hende, og det viste sig at hun også havde tænkt meget på os. Hun havde nu mødt en fyr, som vi også hilste på. Som vi stod og snakkede var det som om stemningen fra tiden før hun flyttede, kom tilbage igen, og vi fik udvekslet telefonnumre inden vi gik hver for sig. Der var ingen sure miner tilbage mere.

På vej hjem spiste vi aftensmad på Mango i Haderslev. En kinarestaurant, hvor man må spise, hvad man kan for et bestemt beløb. Det resulterede i at jeg åd mig en pukkel på, og slet ikke kunne orke at tænke på at de andre skulle have is bagefter.

En dejlig og begivenhedsrig dag, som jeg ikke ville have været foruden.:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar