At lære folk at kende

Det er sjovt nok altid i naturvidenskabstimerne her om mandagen at tingene sker. Idag endte jeg ved et bord, hvor en pige næsten uafbrudt sad og plabrede op med en kommentar til næsten hvert eneste af lærerens ord. Og det var så højt at hele klassen kunne høre det. Da jeg så skulle hjælpe en af de andre med at finde noget på det periodiske system, så tysser pigen sgu på mig. Hun tysser på mig! Jeg kunne mærke adrenalinet spæne rundt i kroppen, og fik faktisk tysset igen. Stor ting.

Hun fortsatte videre med sine dumme kommentarer, og jeg blev mere og mere irriteret på hende. Det endte med at jeg sagde hold kæft, og at det hele ikke drejede sig om hende. Jeg tror det blev forstået negativt, og jeg sad resten af timen og havde det skidt, men også godt med at jeg havde sagt min mening.

Da timen var slut gik jeg hen og forklarede at det ikke var meningen at det skulle have lydt så surt. Hun sagde at hun var sur, fordi jeg havde bedt hende holde mund, men da jeg forklarede hende at min irritation havde fået det til at lyde hårdere end det var meningen, blødte hun op og fortalte at jeg næste gang bare kunne bede hende dæmpe sig, hvis hun forstyrrede. Ja sådan kan man lære noget om andre personer, når man mindst venter det.