Anmeldelse af Eden Eternal (nyt gratis MMORPG)

Ja, måske er det lidt ambitiøst at kalde dette en anmeldelse eftersom mit kendskab til spillet kun strækker sig over et par dage. Men lad os da så bare kalde det et hurtigt, men kritisk kig på det nye online rollespil fra Aeria Games.

Generelt om spillet
Historien i Eden Eternal koncentrerer sig om menneskets ankomst til verdenen, som i forvejen er befolket af racer, som mest minder om dyr i menneskeform, som man kender det fra Vinden I Piletræerne og Disney film. Hele den grafiske del af spillet er baseret på den japanske anime-stil, så hvis man ikke bryder sig om at være pokemon wannabe, kan det være man får problemer her.
Ellers handler spillet om det samme, som alle andre online rollespil. Få quests, udfør quests og aflever quests, mens man socialiserer med de mange andre spillere og stiger i level. Dog er det her, hvor Eden Eternal udmærker sig i forhold til andre lignende spil.

Leveling og classes
I begyndelsen, når man laver en character er der kun mulighed for at vælge to classes. Warrior eller mage. Ud fra disse valg, kan man så vælge ud fra 6 traits, som kommer til at have betydning for, hvordan man har tænkt sig at spille sin character. Om man vil være tank, dps eller healer og den slags.
Mens man stiger i level samler man så experience, både i sit trait, men også i sin class. Dette gør at man faktisk stiger i level to gange uafhængigt af hinanden, og dermed hurtigere bliver i stand til at opdatere sin character. Man skal opdatere sine evner hver gang man er steget et level. Er ens class steget, er det evnerne som hører dertil man skal opdatere, og er det ens trait, er det evnerne dertil. Derudover får man også knowledgepoints (noget der minder lidt om talentpoints i WoW), som man frit kan bruge til at gøre sin char bedre.
Når man er nået til level 5 i mage eller warrior-class får man tilbudt at skifte class. Dette betyder ikke at den tidligere class er tabt. Man kan nu i stedet frit skifte mellem to classes, alt efter, hvilke fjender man er oppe imod, eller hvilket humør man er i. Den første class man får tilbudt er cleric, som er en healer class. Når man rammer level 10 eller deromkring, får man tilbudt den næste class, som er en hunter. I level 15 får man mulighed for at spille thief, og som level 20 kan man prøve kræfter med bard-classen
Disse nye classes har deres eget udstyr og egne angreb, så det bliver altså næsten som at få en helt ny figur at spille med, selvom navnet er det samme. Man behøver dog ikke at skifte class bare fordi man får mulighed for det. Det er helt op til en selv.
Har man mod på det, kan man ydermere kombinere de forskellige classes til bedre classes, hvilke indbefatter illusionist, shaman, engineer, templar og nogle flere stykker. Der er altså rig mulighed til at spille præcis som man selv har lyst, når man har lyst.

Questing
Selve quest-delen ligner meget, hvad man kender fra andre online rollespil. Dog er de forskellige opgaver i hver quest her delt op i såkaldte punkter, som vises i højre side af skærmen. Er man i tvivl om, hvor et punkt skal fuldføres er det bare at højreklikke med musen over punktet, hvorefter ens character selv finder vejen frem til målet. Dette er meget smart, især hvis man ikke selv gider at lede for længe efter tingene.
Mister man et quest-item i løbet af spillet, er det bare at droppe questen og tage den igen fra den oprindelige questgiver.

Nyt gear
I Eden Eternal er der ikke brugt så meget tid på at fremstille fedt gear, som din character kan prale med. Selvfølgelig får man nyt gear løbende, men det vises ikke rigtig på characteren. I stedet får man nogen gange en såkaldt omfarvnings-mulighed fra questgiverne, som tillader dig at give dit gear en ny farve. Denne del halter dog stadig en del, da næsten alle mine omfarvninger blev ignoreret. Men mon ikke det bliver rettet med tiden?
Man kan også få såkaldte enchantments til sit gear, som så giver plus til forskellige færdigheder.
I backpacken har man desuden en lille gul kugle, som indeholder nyt gear, så snart ens character er nået op på et bestemt level.
Efterhånden som man stiger i level får man også adgang til flere outfit-designs, så ens figur ikke hele tien ser helt ens ud.

Grafik
Grafikken i spillet er tiltalende med bløde former og glade farver. At spillet er holdt i manga-stil gør noget godt for universet, og det er nemt at lade sig rive med.
Desværre lader det til at udviklerne på forhånd har bestemt hvilke steder man må gå hen og hvor man ikke må. Det er for eksempel ikke muligt at skyde genvej ved at hoppe ned over en bakke eller op på en sten. Da mødes man af en usynlig mur, som om hele spillet er lavet som en labyrint med usynlige vægge. Efter at være blevet forkælet med fuld bevægelsesfrihed i WoW, var dette en kedelig ting at finde ud af.
Dog glemmer man det hurtigt, hvis man i stedet benytter sig af auto-funktionen som er beskrevet under 'Quests'. Så løber ens char, helt selv den rigtige vej.

Guilds
Selvfølgelig er det også her muligt at oprette et guild. Mulighederne her, er de samme som man kender dem fra eks. WoW, men man har også mulighed for at byge sin helt egen guildby. Hvordan dette fungerer er jeg stadig ikke helt sikker på, men jeg ved, at man kan bygge butikker og den slags til brug for folk i guilden. Så snart jeg ved mere, skriver jeg det her.

Servere og channels
Da Eden Eternal er et meget nyt spil bugner det ikke med servere at spille på. Der findes i øjeblikket tre, hvorunder der er cirka 9 såkaldte channels, som man kan spille på.
Her udmærker spillet sig igen ved sin flexibilitet. Lad os sige at man har inviteret en ven til at spille med, og at venne så tilfældigvis er kommet til at logge ind på en anden channel end den man selv er på. At skifte channel er gratis og tager kun cirka 10 sekunder. Man åbner menuen ved at trykke 'Esc' og vælger 'channel' og den channel som personen befinder sig på. Og straks er man i samme verden igen. Det er da smart.

Dungeons
Dungeons her er lavet for grupper med 3 spillere. Man kan godt gå derind selv, men monstrene er for svære til at man selv kan tage dem. Man behøver ikke at fuldføre eller gå ind i en dungeon for at komme videre gennem zonerne. Det er igen op til en selv. Man får typisk en dungeon-quest som den sidste i hvert område.

Monstre (mobs)
Kreativiteten på dette punkt fejler ingenting, og man støder igen og igen på nye og flotte mobs. Her er det også gældende at mobs med gule navne er fredelige og mobs med røde navne er fjendtlige.
Dog kan den meget hurtige respawn-tid (tid for monstret til at komme tilbage) give problemer i quests hvor man skal kæmpe sig igennem en stor gruppe mobs. De når simpelthen at gendanne sig, før man er kommet helskinnet igennem. Her kan en thiefs sneek-evne være meget nyttig.
I dungeons forbliver de døde mobs dog døde.

Afslutning
Det var så min lige anmeldelse af Eden Eternal. Hvis der er mangler kan det skyldes, at jeg ikke har prøvet alle spillets muligheder af endnu, og måske ikke er kommet langt nok ind i spillet til at få øje på dem. Men jeg håber at denne anmeldelse kan give andre et billede af, hvad spillet går ud på.
Efter min mening er Eden Eternal et spil, der burde være på alle computere med en god internet-forbindelse. Da det er gratis forpligter det ikke mere, ned man selv gør det til, og grafik og gameplay er godt nok til at konkurrere med selv World of Warcraft, for folk, der gerne vil have noget skægt at fordrive tiden med.

Eden Eternal får 5 ud af 6 stjerner fra mig, for spillets flexibilitet med classes, den flotte grafik, manga-stilen og det gode gameplay.
Det ene minus er den manglende bevægelsesfrihed og det at de mange valg i begyndelsen af spillet, kan virke forvirrende. Men det er jo også begrænses, hvad man kan forlange af et gratis spil.

(Jeg har tidligere afprøvet spillene Runes of Magic, Guild Wars og Rift, men ikke før fundet et spil som levede så meget op til mine forventninger som Eden Eternal. Og så er det efter min mening det spil, som ligger tættest på World of Warcraft.)

Sommer, skyer og lidt for meget tankespin...

I går afsluttede jeg min sidste eksamen med bravour. I dag har jeg været nede og få hevet stingene fra operationen ud af mit knæ. Og så har jeg været henne og søge kontanthjælp, hvilket bringer mig til den virkelige kerne af dette blogindlæg. Hvem er det dog, der har fået den geniale idé at gøre SU forudbetalt og kontanthjælp bagudbetalt? Det resulterer jo logisk nok i ,at hvis man efter endt uddannelse er lidt på røven over hvad man videre skal, så værsgo, har man lige at klare første måned i uvished med en ekstra bekymring i form af en tom bankkonto. Jo, men så kan man jo søge om det såkaldte 'Starthjælp', men det er jo ikke sikkert at man er kvalificeret til at fortjene det. Rend mig da! Efter min mening burde systemet laves om, så der kommer mere flow i overgangene fra studerende til arbejdssøgende.

Nå, men når nu alt brokket er lukket ud, så går det jo egentlig meget godt. Mit karaktergennemsnit for dette år på VUC ligger sådan cirka på 10,9, hvilket får mig til at undre mig over, hvad der er sket i løbet af tiden fra jeg gik ud af handelsskolen og indtil nu. Dengang kunne jeg lige slæbe mig op på en god 7'er, og det var vel at mærke på den gamle skala. Knægten her er åbenbart gået hen og blevet lidt nørdet på sine gamle dage, men okay, den slags kan jo heller ikke andet end at give pote i fremtiden, hvis nogen skal se mit eksamensbevis.

Hvad kan jeg ellers fortælle? I morgen aften er vi blevet budt op i mine forældres sommerhus til Sankt Hans aften. De sidste 3-4 år har vi selv været igang med at lave vores egen tradition med at holde sommersolhverv, hvilket ligger d. 21. juni og ikke d. 23. juni som Sankt Hans. I år er det dog gået lidt i ged, både fordi dagen i år ikke faldt på en weekend, og fordi antallet af deltagende ud over os selv er stærkt faldende. Altså bidrager vi i morgen med en hjemmelavet heks (det blev ikke svigermor denne gang), som skal brændes af, mens vi synger om hvor højt vi elsker Danmark. (Egentlig en besynderlig tradition, når man tænker over det.)

Men tilbage til overskriften. Jeg tænker meget, og tit alt for meget. Tit er jeg ved at drive Christian til vanvid, men mest fordi jeg har den her grimme evne til at se det negative i alt, hvis noget negativt sker for mig. Tag nu for eksempel kontanthjælpen. Jeg havde fået at vide på VUC, at jeg kunne få SU i juli, og havde gjort hvad jeg skulle for at få det. Det viste sig så, at vejlederne var blevet fejlindformeret, så jeg pludselig skulle til at melde mig ledig, for at kunne gøre mig håb om at få bare en lille smule at leve for i juli. Nu er det jo heller ikke fordi jeg tænker på ture til Mc Donalds, og shopping for vildt, men der er jo altid en række faste udgifter, som der også skal være råd til at betale. Altså kontanthjælp, og spøgelsesminder om de to år, hvor jeg løb til aktivering og blev arbejdsudnyttet i den ene praktik efter den anden. Nej, jeg ville sgu ikke, og jeg blev vred og nedtrykt af at tænke på det. Samtidig havde jeg jo også de to andre ubesvarede ansøgninger at tænke på. Hvorfor havde jeg ikke hørt noget fra G.K.M? Hvis jeg blev ansat der, var alle mine bekymringer om økonomi forbi, og jeg kunne begynde at koncentrere mig om handelsfaget, som jeg jo også har taget uddannelse i. Hvis SoSu-skolen besvarede min ansøgning som i orden, kunne jeg komme på forløbet PGU, og specialisere mig mere inden for pædagogikken, hvilket jeg også var igang med tidligere på pædagogstudiet.

Men oven i det hele ligger så mine knæ. (Meget upraktisk faktisk.) Jeg er endelig blevet hørt omkring mine svage knæ, hvilket har startet et operationsforløb, hvoraf første del er blevet afsluttet. Anden del begynder til august, hvor jeg skal forberedes på den store operation, hvor en sene fra mit baglår skal bruges til at holde min knæskal på plads. Tanken om operationen er i sig selv ikke så skræmmende, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det vil betyde for min senere mobilitet, og hvor længe jeg skal ligge og tage hensyn til operationen. Jeg håber jo som tidligere nævnt, at jeg kan fortsætte på HF, hvis intet andet melder sig, og så skal jeg jo også møde op, og følge med i timerne. Det bliver en smule svært, hvis ens ben føles som en fibersprængning.

Men jeg skal lære at slappe af, siger Christian. At tage tingene som de kommer. En dag ad gangen. Jeg har det jo i grunden godt, og en enkel måned på smalkost klarer vi sagtens sammen. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde ham til at læsse mine bekymringer over på. Det er som om altid bliver meget lettere at overskue, efter at vi har snakket det igennem et par gange. Og jo, jeg kan da sagtens se det fornuftige i, at jeg skal lære at slappe af. Det hele løser sig jo nok på en eller anden måde. Om vi så skal leve af pasta og ketchup i hele juli. Og hører jeg ikke fra G.K.M. eller SoSu-skolen, fortsætter jeg jo bare på HF, som planlagt, og så må jeg bare stramme balderne sammen og følge med på nettet, for at få hele undervisningen med.

Det skal nok gå alt sammen. Det skal jeg huske at sige til mig selv:-)