At lære folk at kende

Det er sjovt nok altid i naturvidenskabstimerne her om mandagen at tingene sker. Idag endte jeg ved et bord, hvor en pige næsten uafbrudt sad og plabrede op med en kommentar til næsten hvert eneste af lærerens ord. Og det var så højt at hele klassen kunne høre det. Da jeg så skulle hjælpe en af de andre med at finde noget på det periodiske system, så tysser pigen sgu på mig. Hun tysser på mig! Jeg kunne mærke adrenalinet spæne rundt i kroppen, og fik faktisk tysset igen. Stor ting.

Hun fortsatte videre med sine dumme kommentarer, og jeg blev mere og mere irriteret på hende. Det endte med at jeg sagde hold kæft, og at det hele ikke drejede sig om hende. Jeg tror det blev forstået negativt, og jeg sad resten af timen og havde det skidt, men også godt med at jeg havde sagt min mening.

Da timen var slut gik jeg hen og forklarede at det ikke var meningen at det skulle have lydt så surt. Hun sagde at hun var sur, fordi jeg havde bedt hende holde mund, men da jeg forklarede hende at min irritation havde fået det til at lyde hårdere end det var meningen, blødte hun op og fortalte at jeg næste gang bare kunne bede hende dæmpe sig, hvis hun forstyrrede. Ja sådan kan man lære noget om andre personer, når man mindst venter det.

Back to basic...

Hvis man skal tro på mange af de bøger som er skrevet, var middelalderen ikk lutter lagkage, men tror man i stedet på den stemning som var i Horsens idag, kan man hurtigt komme på andre tanker. Vi har været afsted hele dagen, for at ose i middelalderboder til det årligt tilbagevendende middelaldermarked i Horsens.
Det er godt to år siden vi sidst har været til det, og jeg troede lidt at det, efter vores svindende lyst til middelalder, måske ville være kedeligt og lidt ligegyldigt. Vi havde Mathilde med, vores middelalderveninde, og lagde ud med at spise fælles morgenmad hjemmefra, og smøre madpakke.
Oppe i Horsens stødte vi på mange folk vi kendte, fra vores middelaldertid, og jeg, fra min tid på en internetklub. Det vildeste var dog at vi mødte en bestemt person, som vi ikke troede vi nogensinde skulle se igen.

For godt et år siden blev vi uvenner med en kvinde, som gennem nogle år var blevet en af vores bedste veninder. Vi kaldte hinanden brødre og søster i ånd, og holdt meget af vores middelalderrelaterede fester sammen. Derudover studerede jeg sammen med hende på pædagogstudiet, og da jeg droppede ud, blev hun og tog eksamen. Da hun gerne ville arbejde inden for et bestemt område af pædagogikken, valgte hun at flytte efter sit arbejde, hvilket betød at hun flyttede til Viborg. Det var vi meget kede af, også fordi vi ikke var sikre på om vores venskab ville kunne holde, når vi boede så langt fra hinanden. Det resulterede i en del misforståelser, og derefter bitre brevudvekslinger, og senere til, at vi slet ikke talte eller skrev sammen mere.

Da vi mødtes var jeg ikke helt sikker på om hun stadig ville være ved at kende os, men vi hilste på hinanden og fik givet en masse knus. Det ene længere og varmere end det andet. Vi fortalte hende, at vi tit havde tænkt på hvordan det mon gik hende, og det viste sig at hun også havde tænkt meget på os. Hun havde nu mødt en fyr, som vi også hilste på. Som vi stod og snakkede var det som om stemningen fra tiden før hun flyttede, kom tilbage igen, og vi fik udvekslet telefonnumre inden vi gik hver for sig. Der var ingen sure miner tilbage mere.

På vej hjem spiste vi aftensmad på Mango i Haderslev. En kinarestaurant, hvor man må spise, hvad man kan for et bestemt beløb. Det resulterede i at jeg åd mig en pukkel på, og slet ikke kunne orke at tænke på at de andre skulle have is bagefter.

En dejlig og begivenhedsrig dag, som jeg ikke ville have været foruden.:-)

Så gå dog hjem!

De er åbenbart i alle klasser. På skoler altså. De der personer, som bare skal stille sig på tværs og vise sin disrespekt for læreren. Jeg oplevede det idag til dansk, hvor vi havde om digte. Det var rigtig spændende, for læreren havde fundet fire meget forskellige digte frem som vi læste højt og så skulle snakke om.

Jeg fandt mig selv sidde og synes at jeg talte og tænkte for alle fire personer i min gruppe. Det er faktisk meget frustrerende. Det der med, at man skal hive alt ud af de andre, bare for at få en lille smule feedback. Hvorfor sidder de bare der? Vores lærer havde lige været og forklare os, hvordan vi kunne snakke om et af digtene, hvorefter jeg pøvede at holde mund, for at se hvad der skete. Ikke en skid! De sad sgu bare og gloede dumt ned i deres skolesager. Så gå dog hjem, hvis I ikke kan bidrage! Eller bed om hjælp! Brug læreren, det er sgu da det hun er der for.

Oven i det hele var der jo så også hende her personen, som jeg skrev om først i indlægget. Hende, der satte sig på tværs og partou ikke kunne finde ud af det vi skulle. Fordi det var noget kedeligt noget åbenbart. Hun gjorde alt det, som man forbinder med sådan en person. Råbte at man skulle læse højere, fordi hun ikke kunne høre det, selvom det var tydeligt at personen der læste var meget nervøs. Talte ned til læreren og bad om fri og pause mindst 4 gange i løbet af hele lektionen. Så gå dog hjem! Skrid og lad os andre om at lære dansk!

Nå, men jeg tog mig sammen og sagde det til læreren i slutningen af timen. Måske er det stræberagtigt og lidt asskissing, men jeg var sgu træt i hovedet af alt det hele. Så vil jeg hellere arbejde hjemmefra. Men vi blev enige om at sætte mig i en anden gruppe næste gang, hvor jeg kan få lidt mere feedback. Det lod til at jeg trods alt ikke var den eneste, der havde krummet tæer i den time. Hvad hende den irriterende angår, må jeg vel bare bide tænderne sammen og håbe at hun bliver syg eller udebliver fra timerne. Det burde hun helt ærligt overveje.

...vi kan måske få dig op til jul....

Hold da helt op! Så sidder man her på VUC med en masse middelmodige oplevleser fra de sidste par år i bagagen, og så kommer ens dansklærer hen og siger at man er for god til det hold hun underviser på. Er jeg det? Jamen...nå. Om jeg ikke kunne tænke mig at gå til eksamen til jul? Jo, gerne. På D-niveau? Okay, ja hvorfor ikke? Problemet er bare at jeg så muligvis har for lidt timer til at kunne modtage SU. Altså hvis jeg ikke skal have dansk efter jul. Så vil da lige tage en snak med vejlederne først. Men helt ærligt. Jeg hygger mig faktisk også i dansk, hvilket jeg også sagde til min lærer. Og hun sagde bagefter, at hun også godt kunne lide at jeg var i klassen. Jeg har en lille anelse om, at hun måske tror, at fordi jeg er så god, så hiver jeg måske nogle af de andre med op. Ja undskyld at jeg er en smule selvglad, men det er sgu fedt at få sådan noget at vide. Så er det man får lyst til at skrive bøger igen, og være forfatter. Kom så alle I grimme forlag! Hvem tør at udgive mine bøger?

Et atom kan ikke ses...men det er der!

Øhh..ja..så har jeg haft naturvidenskab. Meget forvirrende, og en masse spørgsmål som ikke skal besvares. For hvis man prøver at gøre det, ender man højst sandsynligt med at gå en smule fra forstanden. Altså det med, at vi kommer fra noget andet. Og at universet udvider sig....i et eller andet...er universet ikke alt? Eller ligger det i noget der er større. Det er det jeg mener. Man kan blive ved, og ved og ved. Men vi fik bøger, og et periodisk system, hvor jeg ikke kan finde Freon. Den der gas man puttede i køleskabe engang. Hvorfor er den ikke med? Er det fordi den blev ulovlig? Eller er den uddød?

Nu vi er igang med underlige spørgsmål, så lad mig lige komme med lidt flere, frit fra leveren.

Hvis et atom kan deles, kan det der kommer ud det, så også deles?
Kan en gasart uddø?
Hvis jeg anbefaler migselv, som man gjorde i gamle dage, ville nogen så bruge mig?
Er det muligt at sige at noget findes, hvis man ikke kan se det i noget mikroskop?
Hvorfor er cola blevet så populært, og kan man overhovedet lave en drik, der kan blive lige så populær?
Burde gulerødder ikke hedde orangerødder?
Er det for sjov skyld at nogle pelsfarver hos katte hedder blå og lilla?

Spis dog brød til...

Hvor er det dejligt. Altså at der findes personer som bare gør ens hverdag lidt mere spændende. eller weekenden for den sags skyld. Vi var ude og hjælpe ved Speedway lørdag aften, sammen med mine forældre, og skulle servere pølser og brød. Det var vi også sidste år, og mine forældre har været derude de sidste 18 år. Det foregår sådan, i hvert fald de sidste to år, at man siger hvor man vil stå, og hvilket ansvarsområde man helst vil have. Så har man ansvar for eksempelvis at stege pølser hele aftenen. Jeg havde valgt at varme brød, mest fordi Christian kedede sig med at gøre det sidste gang, men også fordi jeg i den sidste tid ikke har haft det så godt med for meget at tænke på ad gangen.

Så skete det under aftenen at min mor pludselig stod selv og betjente; der er normalt mindst to, så jeg gik hen og hjalp hende. Mens jeg var væk fra min post kom en af dem, som skulle hjælpe min mor med at betjene og blandede sig i mine brød, som jeg havde udmærket styr på. Jeg spurgte hende om hun ville overtage, men hun sagde at hun kun hjalp fordi der manglede brød. Jeg fik at vide at vi alle skulle hjælpe hinanden og at jeg ikke havde patent på brødmaskinen. Så sagde jeg til hende, at jeeg havde været igang med at passe hendes post, at det var derfor jeg ikke lige havde været på min plads, og at der rent faktisk lå varme brød klar i en kasse ovenpå maskinen. Jeg bad hende blande sig uden om og passe sit eget område, hvorefter hun stod og surmulede til et par af de andre hjælpere. Tidligere var det også hende, der havde klaget over at brødene var for kolde, og efter at have kørt dem igennem maskinen en gang mere, at de var for svedne. Hvad skal man gøre? Brødene var jo næsten frosne, når man puttede dem ind, eftersom de ikke var blevet taget ud af fryseren dagen før, som det havde været planen.

Men jeg stod og blev enig med mig selv om, at jeg hellere måtte give hende en form for undskyldning. Jeg ville jo ikke have dårlig stemning resten af aftenen. Så jeg gik over til hende og sagde: Det var ikke for at være sur før, men jeg vil bare gerne have, at du siger det til mig, hvis brødene skal laves om. Hun begyndte med at kalde mig søde ven ,(!) hvorefter hun igen forklarede at jeg ikke var på min plads. Hun sagde at hun ikke ville diskutere det mere, og lignede en, der var tæt på at eksplodere i følelser. Så sagde jeg at jeg ikke ville diskutere noget, men at vi var nødt til at snakke om det, fordi jeg ikke ville sende forkerte signaler. Og så sagde jeg igen, at hun bare skulle have været på sin plads i stedet for at være alle andre steder.

Så var dagens aktion hjemme, men jeg kunne se på de andre, at det altså var mig der var rigtigt på den. Og jeg er stadig glad for at jeg stod ved, og faktisk fik sagt hvad jeg mente til hende. det er noget jeg før har haft lidt problemer med, og noget jeg er ved at lære. Man skal sgu sige hvad man mener, i stedet for at pakke det hele ind i flaminco. Ellers kan de ting der betyder meget for en være bygget på løgn og høflighed frem for ærlighed og næstekærlighed.

Resten af aftenen gik lidt underligt. Pigen havde åbenbart også bagtalt nogle af de andre i vognen og skabt jævn dårlig stemning, så vi var vidst alle glade, da hun satte sig til at tage imod penge fra kunderne. Da vi var færdige tog vi hjem før oprydningen. Vi var trætte og mine ben var nærmest genopstået i zombietilstand fra de døde. Der var lige nogle stykker, som skulle komme med dumsmarte bemærkninger efter os, da vi gik. For vi kunne da ikke tillade os at gå uden at rydde op. Men vi havde skam sagt det til lederen, og hun havde givet os lov. Æv bæv!

En underlig aften, som kunne have været meget hyggeligere. Men så fik jeg lejlighed til at skrive om det her. Tror ikke jeg vil være med næste gang til Speedway. Ikke hvis det bliver på samme måde. Men lad os nu se, når den tid kommer.

Mit navn...

Marc Kenan Maciejewski, det er det jeg hedder. Men hvis sandheden skal frem, er det ikke hvad mine forældre i sin tid døbte mig. Jeg blev døbt Kenneth Rasmussen, men valgte for 4 år siden at tage navneforandring. Så ville nogen nok stille sig undrende an, og slet ikke kunne forstå, hvordan i alverden jeg kunne finde på at gøre det. Men så kan jeg kun sige, at lige som nogle mennesker kan føle sig forkert i et bestemt stykke tøj, eller i de mere vilde eksempler, i deres krop, så kan man også føle sig forkert til et navn.

Op gennem min skolegang, blev jeg næsten konstant drillet og mobbet. Jeg var vel et nemt mobbeoffer. En efternøler, som var vant til at få, hvad han ville have. Bare spørg mine søskende. Så kommer man i skole, og tingene er pludselig ikke lutter lagkage. De forkerte personer finder ud af, hvordan de kan få mig til at græde, og det hele er jo bare skide sjovt. Lidt ligesom idag, hvis man sætter sig til at se programmer som Bridezillas eller Nabokrigen. Vi vil se folk der græder, for det er jo underholdning. Sådan tror jeg det var dengang også.

Nå men det var jo slet ikke det jeg ville fortælle om. På grund af mobningen kunne jeg ikke længere lide lyden af mit eget navn, og hvis jeg skulle præsentere mig for andre, kom navnet altid lidt halvhjertet, som om jeg skammede mig lidt over det. Jeg ved ikke om nogen nogensinde har lagt mærke til det. Desuden synes jeg og har altid gjort det, at Kenneth lyder lidt som en bøv, altså en bonderøv, hvlket jeg ikke forbinder med noget godt. Men jeg gik i hvert fald i nogle år og ønskede at kunne ændre navn, men jeg vidste ikke hvordan man gjorde, og turde faktisk heller ikke rigtig, af hensyn til mine forældre og min familie. Hvad ville de sige?

Men så mødte jeg Christian. Han havde selv fået foretaget ændringer i sit navn, og opmuntrede mig til at tage skridtet fuldt ud. Så nu skulle det være. Og jeg ville gå hele vejen. det første jeg skulle finde ud af var, hvad jeg ville hedde. 'Marc' lå faktisk lige for hånden. Jeg har altid godt kunnet lide det navn, og det skulle være med c til sidst. Mark med k lyder nemligogså en anelse bøvet, hvor mærkeligt det så end kan forekomme. Efternavnet var lidt sværere. Navnereglerne var på det tidspunkt sådan, at man kunne ændre efternavn gratis, hvis det var i familien og man kunne bevise det, eller hvis der var mere end xx antal i Danmark der hed det. Så jeg skulle da hedde Ravn, da det er meget udbredt i Danmark. Jeg foreslog det til christian og mine forældre, og ingen af dem forstod, hvorfor jeg ville hedde det. Så til en familiefest kom jeg til at snakke med min mormor om mit navneskift, og vi kom ind på, hvad hun havde heddet, da hun stadig boede i Polen. Maciejewska, i mandlig form Maciejewski. Så var der ligesom ikke mere at rafle om. Jeg skulle hedde Maciejewski for at ære min mormor. Mit mellemnavn kom mest for sjov. Jeg har altid gerne villet have et mellemnavn, og da jeg så tilfældigvis på en navneside på nettet så, at man faktisk kunne hedde Kenan, så tænkte jeg, ja det vil jeg hedde. Både fordi Kenan, minder en smule om Kenneth, men også fordi det har et rollespilsklingende navn, og jeg er jo bidt af en gal skovelver.

Nu er det hele så på plads, og jeg har fået nyt pas, kørekort og sygesikring. En ting der dog stadig ærger mig lidt er, at min familie, og faktisk også det meste af christians familie stadig kalder mig Kenneth. Jeg kan forstå det kan være svært for min familie, da de har kaldt mig det i 22 år, men Christians familie havde kun kendt mig knap et år, da jeg skiftede navn. Så kunne de da godt være søde og kalde mig Marc i stedet. Mine venner, også dem jeg havde inden navneforandringen kalder mig Marc idag. Og de nye venner jeg har fået gennem årene kigger bare underligt på mig, når jeg fortæller, hvad jeg engang har heddet. Jeg synes det har været en god beslutning, jeg har taget, og jeg har aldrig fortrudt det.

Hot / Not august 2010

Ligesom i Nynnes Dagbog har jeg også en gang imellem brug for at tømme hovedet for alle mine holdninger om hvad der er godt og skidt. Så her kommer det frit fra leveren!


Hot

Bubber   Fordi han tør stille op i et program som 'Danmark ifølge Bubber' Det er utrolig hvad han bliver udsat for, og jeg kan kun tage hatten af for at han gør det.

Gay-uden at være bøsse    Et fedt begreb, som tillader fyre at klæde sig farverigt på, uden at blive set skævt til.

WoW authenticator   En lille dims som giver en ny talkode, hver gang man logger på spillet World of Warcraft. Den er lavet for at undgå hacking, og kan downloades til ens telefon. Genialt påfund!

KIA Picanto    Den fedeste lille bil til dato. Og så har den blinklys i sidespejlene!

Storcentre   De kalder bare på mig, og jeg elsker at gå rundt i de flotte gader med butiksvinduer overalt. Og så er det indendørs.

Schleich    Et tysk firma, som laver små modeller af vilde dyr, og af feer. Min nye samledille.

Amerika    Der skal jeg bare over. Det er fascinerende at et land kan være så stort og så forskelligt. Og så er der vidst noget om den amerikanske drøm.


Not

Youtube-links    Er bare stadig så paranoid, at jeg tror alle links til den side, er om happyslapping eller grotesk selvpining.

Sladderblade    Så spændende kan de kendtes liv da umuligt være. Har vi ikke nok i vores egne bekendtes skamysler?

Fællessang    Nej, jeg gider ikke synge sammen i forsamlinger, medmindre det er til fødselsdage, til Sankt Hans, eller på Bakken.

Stjernefakler fra Sverige   Hvordan kunne man vide at en stjernefakkel på svensk, bare er en kæmpe stor fakkel? Hvorfor er det ikke en kæmpe stor stjernekaster, som jeg først troede?

Folk med mange penge   De får bare os andre til at ligne bønder, som de går og smider sig med pengene i store liebhavervillaer og designertøj. Og hvorfor var det lige sådan et hjem som Oprah Winfrey skulle se, da hun var i Danmark?

Planet 51   En af de film, man er glad for at have set og afleveret i Blockbuster igen. Den kommer hurtigt ned i pris er jeg sikker på.

Skolestart...

Så er det nu. Endelig kom dagen, hvor jeg skal begynde i skole igen. Ja, det lyder som om jeg er en homonforstyrret teenager, især når jeg fortæller, at jeg skal begynde i 10. klasse. Okay, historien er en smule anderledes dog. Da jeg i sin tid gik ud af skolen stoppede jeg i 9. klasse, med henblik på a komme på handelsskole. Nu godt ti år efter at jeg stoppede på HG, sidder jeg stasdig i den samme mølle om man så må sige. Jeg blev fyret fra min læreplads efter 1½ år grundet nedskærringer, og har så vandret rundt i ledighedsmøllen og kontanthjælpsmøllen lige siden, kun med et par enkelte bijobs som bartender og hjemmehjælper som afveksling. ind imellem alt dette, forsøgte jeg også at læse til pædagog, men måtte give op efter 4. semester, samt et par opgaver og en praktik der måtte laves om.

Som sådan er min 10. klasse, som jeg skal begynde på i dag kun et springbrædt til den efterfølgede HF. Det er noget med at jeg mangler matematik på D niveau, og en eksamen i naturvidenskab; det gamle fysik og kemi. Derefter vil jeg så på HF, men hvad jeg vil efter det, er stadig uklart. måske en uddannelse inden for kontor, hvor mine led kan blive skånet mest muligt. Når sandheden skal frem, så har det jo mest været for at slippe for kontanthjælpen og alle dens forpligtelser, at jeg har valgt at hoppe på su igen.

Warcraft - de glemte historier

Så kom jeg endelig igang. Jeg har altid været glad for at skrive, og nu er jeg kommet på idéen med at skrive mine egne historier inden for World of Warcraft universet. Det er der sikkert mange før mig der har tænkt, men jeg synes alligevel at det er noget stort. Mine historier skal koncentrere sig mest om de civile, altså ikke handle om hordens kamp mod alliancen og omvendt. Ikke primært i hvert fald. Derudover kommer krig heller ikke til at være det bærende i historierne. Jeg vil lægge mere vægt på spillet mellem personerne og deres intriger.

Processen for den første historie er allerede igang, og den kommer til at handle om menneskene. Man følger to barndomsvenner, som efter at være vokset op sammen på børnehjemmet i Stormwind, vælger hver deres sti. Alaric vælger kriger-stien og Torn vælger vejen som præst. De skilles og mødes først ved en ren tilfældighed ti år senere, hvor de sammen skal kæmpe mod det onde.

Lidt af hvert...

Der kan man bare se. Efter 3 års spil på onlinespillet World of Warcraft har jeg nu endelig sparet sammen til mit første udstyr som binder til min konto. Det kan jeg bruge mens jeg bygger mine nye karakterer op, og det gør det nemmere at spille. Nu mangler jeg bare at kunne spare op til flere.

Jeg var til møde ved Det Lille Teater i går aftes. Må da sige at jeg havde håbet på at skulle være med i efterårsforestillingen. Men der var ingen roller til mig denne gang. Til gengæld vil vi så starte noget teatersport op som kan munde ud i et lille teaterstykke. Derudover skal julestykket som jeg og Christian skriver, være færdigt, så det kan blive opført i år.
vi er også en lille gruppe som har snakket om at stå fælles front, for at få et sommerstykke op at stå til næste år. Der er nemlig ikke nogen som har lyst til at stå med det store ansvar, og pengene er der heller ikke til de helt store opsætninger. Det bliver spændende at se, hvad det hele ender med.

Om lidt skal vi ud i Jem & Fix og købe en ukrudtsbrænder og så skal kolonihaven have en tur. Det er lidt over en uge siden vi sidst har været derude, så der skal nok være en del at komme efter. Bare jeg ikke bliver stukket af de dumme stikmyrer. Haven vrimler med dem, og det er nok det eneste som er lidt irriterende ved den.

Nu med børn og en mormor i et kolonihavehus!

Så gik weekenden. Hurtigt og begivenhedsfuldt. Vi lagde hårdt ud lørdag, med at få besøg af min søster og hendes børn. De skulle passes hos os indtil søndag. Ikke fodi min søster skulle noget. Eller, hun skulle have haft skullet noget, men det var blevet aflyst. Men derfor kan vi vel godt passe ungerne alligevel?

Lørdag aften skulle de små så med til lysfest oppe i Christians mormors kolonihave. Jeg var lidt spændt på hvordan de ville reagere. Det er jo ikke alt som er spændende for børn på 3-5 år. Men da først mørket faldt på, og alle lysene blev tændt, var der nok at se på og spørge om. De holdt sig vågne helt indtil vi skulle hjem, hvorefter de også lå brak helt indtil næste morgen.
Søndag tog vi på udflugt med madpakker. vi var på Krusmølle og bagefter ved Varnæs Vig, hvor vi spiste frokost. Vi fik også en gåtur  ved stranden, og fandt en stor stendysse fra vikingetiden.

Da vi skulle op til min søster og aflevere børnene igen, landede vi midt i en kø på motorvejen. Heldigvis holdt vi humøret oppe med slik og med at kigge på alle de biler som var brændt sammen inde i nødsporet.
Da vi kom op til min søster, blev jeg lidt overrasket. Måske er det fordi det pludselig er mor og far, som bestemmer dagsordnen igen, men jeg lagde mærke til at de to englebørn som vi havde passet i weekenden, pludselig forvandlede sig til små tyranner, sagt på den bedste måde. De var alle steder, og råbte efter hinanden. Den største gjorde hele tiden forsøg på at være uartig, hvilket blev for meget for min svoger. Han må virkelig have det hårdt til tider, sådan hele tiden at skulle være på stikkerne.

Efter at have afleveret børnene tog vi videre op til mine forældres sommerhus. De havde ikke set vores nye bil endnu, og så kom vi, helt tilfældigt, til at invitere os selv på aftensmad. Det var en hyggelig aften. De kunne lide bilen, og snakken gik lystigt indtil klokken nærmede sig 22.00. Så må vi hellere se at komme hjem. vi skule jo være friske til en ny uge.

Det hele ender jo godt...

Grundet torsdagens fikumdik med Facebook, har jeg været lidt ved siden af mig selv på det sidste, og der har næsten ikke skullet noget til for at få mig til at miste fatningen. Men dagen igår hjalp dog en del til at få oplevelsen på afstand, og endte også med at være mere god end jeg havde forestillet mig, da jeg stod ud af sengen.

Efter at have skrevet førnævnte blogindlæg om episoden, havde jeg simpelthen brug for luftforandring, og Christian kom med idéen om at besøge nogle venner, vi ikke har set længe. Sjovt at man såan lige pludselig kan blive i humør til at se og være sammen med bestemte mennesker, for det blev jeg.
De blev selvfølgelig glade for at se os, men jeg var lidt bange for at det som før havde gjort at vi ikke havde talt sammen, ville opstå igen. Det havde været sådan, at Christian og mig i det sidste halve års tid har haft meget at se til, blandt andet teater, og vennerne mest har siddet og kigget ind i en skærm. Derfor følte vi lidt at vi oplevede for meget i forhold til, og det blev sværere og sværere at snakke sammen i længere tid, og finde fællesnævnere.
Men det var som om vores venskab blev forandret igår. På den gode måde altså. vi snakkede og hyggede og spiste lækker frokost, og aftalte at vi ikke måtte lade det køre så langt ud igen som det havde været. Det viste sig at de havde været lige så usikre på os, som vi havde været på dem. Hvor er det godt, når ting bare lykkedes!

Mens vi var på besøg, fik vi et opkald fra bilhandleren, at vores bil var klar til afhenting. Vores bil! Efter at Christian har fået elevplads, har vi pludselig fået råd til at have bil. det er så mine forældres fortjeneste, at bilen er sprit ny. De lånte os til udbetalingen, for som vi blev enige om; man kan lige så godt købe en helt ny bil, for omkostingerne ved en brugt, kan sagtens løbe op, hvis den skal på værksted hele tiden.
Så vi har fået os en helt ny Kia Picanto Fresh i farven diamondsilver.

Vi tog bilen op til Christians mormors kolonihave, da vi havde aftalt at hjælpe hende med at gøre klar til lysfest i aften. Altså lørdag. Jeg kan ikke lade være med at overvældes, når jeg er deroppe. Hvad hun ikke alt har af ting og sager og krims og krams. Og ikke mindst ting til at sætte lys i. Vi fik dekoreret kolonihaven med fakler, solcellelamper og farvede glas til fyrfadslys. Så meget at hendes mand til sidst fik nok, og satte sig ned i hans eget lille hummer bagerst i haven.

Da vi var færdige tog vi videre, for Christians forældre skulle da også se bilen. Mine forældre var i sommerhus, så dem kunne vi ikke overraske.
Ude ved mine svigerforældre, fik vi igen vendt facebook-sagen, og jeg fik igen luft for min forvirring. Vi fik også set deres nye terasse, som de efter 15 år endelig har fået tid til at lave. Gad vide hvrnår vi får den første indbydelse til vild have-party. Og gad vide om det bliver dem eller os, der sender først? Så snart vi får vores kolonihave sat i stand er der i hvert fald dømt havefest der.

Sikke en masse jeg fik skrevet. Nogen ting vigtigere end andre. Men jeg prøver vel bare på at sige, at selvom alting ramler en dag, kan den næste dag faktisk godt gå hen og blive rigtig god. Med fornyede venskaber, ny bil, og gode familiebånd.

Facebook...og misforståelser

Åh nej. Nej nej nej nej nej. Jeg gider det ikke. Verden er brudt i brand i hvert fald for mig omkring Facebook. Det begyndte igår, kort efter at jeg var kommet hjem fra byen med en underlig sms. Navnene på de indblandede lader jeg være anonyme af respekt for dem selv, og for at undgå flere misforståelser. Men sms'en handlede om Facebook, og at jeg havde slettet denne person som ven. Ja det havde jeg da, forklarede jeg, men denne person er i øjeblikket i en sådan situation, at jeg ikke troede jeg ville komme til at tale med hende længere. Hendes forbindelse til mig, var gennem andre personer brudt, og jeg tog det derfor lidt som en unødvendighed, at vi var venner på Facebook, for hvad skulle vi snakke om, når vi ikke længere havde noget til fælles?

Det skal lige siges, at personen, jeg taler om har været noget familie langt ude. Men ikke er det mere ifølge hende selv og de andre indblandede. Og jeg har bare den vennepolitik på facebook, at hvis jeg ikke har noget at snakke med folk om, eller vores forbindelse på en eller anden måde ryger, som i dette tilfælde, så vil jeg da ikke have vedkommende som ven på nettet. Dermed ikke sagt, at jeg så pludselig hader personen over alt på jorden, hvilket nogen lader til at tro. Det er bare Facebook! Et sted på nettet, hvor man kan udveksle oplevelser, og chatte, og følge med i andres hverdag. Lidt ligesom hvis man ringede til hinanden og fortalte det. Men jeg gider da ikke ringe til familie som jeg eksempelvis kun ser 5-10 gange om året og fortælle om min dagligdag. Det kan de høre, når vi er sammen. Det havde nok også været anderledes, hvis det havde været noget nært familie, som en bror eller søster, eller sine forældre.

Men det korte af det lange er, at vedkommende som sendte mig sms'en fik et opkald fra mig, hvor jeg fortalte hende, hvorfor jeg havde slettet hende. Det hjalp ingenting. Det virkede lidt som om hun allerede havde draget sine regne konklusioner omkring mit valg, hvilket hun valgte at vise, ved at bryde sammen, og derefter smide røret på. Jeg forstår det ikke. Eller, jo jeg kan da godt se, at en sletning af venner på noget så offentligt som Facebook, kan misforståes, som jeg-gider-ikke-have-noget-som-helst-med-dig-at-gøre-mere, men når man så ringer for at forklare sig, kunne hun da godt lade mig tale ud. Hun fortalte også, at de havde snakket om det derhjemme, og valgt at beholde forbindelsen til familien. Men hvor skulle jeg da vide det fra? Vi snakker kun sammen til familiefester.

Så, midt i det hele kom Christian hjem. Og jeg fortalte, hvad der var sket. Han ringede til hende, men fik den anden part i røret i stedet. Jeg ved ikke hvad de alt fik snakket om, men det hele resulterede i, at manden nu også slettede både mig og Christian fra Facebook, og samtidig bekendtgjorde det i sin status. Hvad? Hvor kom det nu fra? Det resulterede så i at alle hans venner kunne se det og kommentere på det. Jeg forstår det virkelig ikke. Eller..jeg forstår ikke hvorfor det skulle så langt ud. Hvorfor kan man ikke bare tale om det, som voksne mennesker?

Jeg havde umiddelbart efter at have fået smidt røret ind i øregangen, skrevet en undskyldning til kvinden, og også manden, hvor jeg også havde anmodet om hendes venskab igen. Det var mens jeg skrev undskyldningen at jeg kunne se, at han havde fjernet mig som ven. Jeg synes ellers godt de kunne have taget imod min undskyldning. Især fordi jeg indrømmede at jeg havde lavet noget lort. Burde man ikke kunne tilgive hinanden?

Jagten på enhjørningen

Sikke træt man kan blive efter 4 timers trasken i gågaden. Jeg har venindedag idag. (okay det lød så overhovedet ikke tøset) Men sammen med Mathilde, min og Christians veninde tilbage fra dengang hvor vi kunne lide middelalder, mere præcist 3 år siden.

Hun ville have en enhjørning, så vi gik målrettet på jagt og fandt en i den fortryllede skov, nærmere betegnet BR Legetøj. Sådan en stor blød bamset en, som skreg Mathilde.

Ud over enhjørningejagten, havde Christian givet os til opgave at finde på aftensmad til i aften. Han er sikkert godt træt, når han kommer hjem efter at have sorteret i kommunens bilag i kælderen, og vil, som han selv udtrykte det, bare gerne sidde og blive serviceret, når han kommer hjem. Gad vide hvornår jeg kan tillade mig at sige den slags. Og hvad Christian ville sige.

Nå, men nu sidder vi begge og slapper af i sofaerne i Nørreport, godt trætte, og spiser minimuffins fra Rema, mens vi venter på at Christian kommer hjem. Mathilde sidder og leder efter et navn til sin enhjørning, og jeg kan kun tænke på, at det har været en god formiddag.

Planet 51 vs. Mænd, der hader kvinder

Ja, så kom vi jo til det. Mig og Christian. Vi havde filmaften igår, og duellen kørte mellem Planet 51 og den meget roste Mænd, der hader kvinder. Sidstnævnte har vi lånt af mine forældre, sammen med de to efterfølgende film, hvis det nu skulle ske, at første film skulle være så god som alle siger.

Vi lagde hårdt ud med at se animationsfilmen Planet 51, som også har fået lidt ros. Noget med at mennesket lander på føromtalte planet, og planetens beboere anser os, altså mennesker som rumvæsner. en sjov tanke, som holder...i et par sekunder. Resten af filmen er simpelthen en omgang klyt, for at sige det med et af mine ord. Den fanger slet ikke, og jeg tog mig selv i at se indersiden af mine øjenlåg et par gange. Men okay, hvis man har børn, og de mangler noget at fordrive 90 minutter med, kan den da bruges. Filmen er nogenlunde på højde med for eksempel Bee Movie og Boog og Elliot - Vilde venner, hvilken jeg slet ikke kan forstå er blevet lavet en toer af.

Efter at have rystet skuffelsen af os, satte vi så Stieg Larsson på, i håb om at vi måske kunne holde os vågne til den over to timer lange film. Det kunne vi. Hold da helt op, hvor kunne vi holde os vågne. Jeg så ting i den film, som jeg aldrig havde troet jeg skulle se i tv. Og da slet ikke i en film jeg havde lånt fra mine forældre! Men den var god, filmen, og vi skal helt bestemt se de næste to. Jeg kan også varmt anbefale andre, som endnu ikke har set den, at få det gjort. Måske er der alligevel noget om det, når hele Danmark snakker om bøgerne. Og så må man jo bare blive nødt til at sige: Go go Salander! Girlpower, så det basker.

Ja okay, jeg må også hellere indrømme det med det samme. I den scene hvor frøken Salander giver sin nye værge en lærestreg...jeg grinede altså, og Christian grinede endnu højere....det tror jeg ikke var meningen.

Troede lige jeg skulle flexe...

Var ved lægen idag for at snakke omkring noget flexjob, på grund af mine skrøbelige led. Det begyndte meget hyggeligt, med at min mor kom til morgenkaffe, som hun kaldte det. Hun havde taget rundstykker med og jeg havde lavet te og dækket op. Jeg har altid haft et problem med at få sagt, hvad jeg gerne vil, når det virkelig gælder. Eksempelvis til samtaler med sagsbehandlere eller lægebesøg, eller andre steder, hvor der ligesom er fokus på mig. Derfor havde jeg allieret mig med min mor som hjælper.

Noget af det første vi fik at vide, da vi kom var, at ting som flexjob slet ikke foregår gennem lægen mere. Næææh det er skam ens sagsbehandler som skal vurdere om man er dårlig nok til at få flexjob. Og det er selvfølgelig ensbetydende med en hel masse arbejdsprøvning, hvor man skal vise hvor dårlig man er til at pakke sutteflasker og lægge lukkeklips i poser.
Men vi fik da en tid hos en ortopæd i hus. Jeg burde få indkaldelsen en af de næste dage. Indkaldelse...det lyder næsten som om jeg skal i militæret. Men det skal jeg ikke, og har heller ikke været det. På grund af mine led.

Nå ja, og jeg skal slet ikke tænke på flexjob før om minimum 3 år, når jeg er færdig på HF. Men jeg troede jo stadig at flexjobsnak gik gennem lægen, og tog lang tid. Så jeg ville være tidligt ude. Men hvis alt går som jeg gerne vil, kan jeg tage en kontoruddannelse efter HF og så få noget kontorarbejde. Det er ikke helt så fysisk hårdt som for eksempel butiksarbejde.

Alle gør det jo...

Så er det officielt! Jeg er begyndt at blogge. Jeg har før været lidt forsigtig med det, da jeg har det med at have nogle bestemte meninger om ting og folk, som måske helt burde forblive inde i mit hoved. Men nu er tiden inde til at få det hele frem. Når der er grund for det selvfølgelig.

Jeg vil derfor gerne lige benytte et par linier til at undskylde på forhånd, hvis nogen der læser denne blog, skulle føle sig forurettet eller andet i den stil over noget jeg har skrevet. Dette er mine tanker, og nogengange kommer de altså bare ud uredigeret. Så må vi tage snakken på et andet tidspunkt.

Nå, men tilbage til bloggeriet. Min kæreste gør det, mine venner gør det, og efter at have læst Nynne 4, og selvfølgelig de foregående tre, er jeg også blevet hooked på det. Så hold fast på hat og andre løse genstande og velkommen til mine tanker.