Er det ikke ved at være på tide, at jeg skriver lidt om hvem jeg er? Det er vel noget, der hører til en blog som denne her. Men hvor skal jeg begynde. Det er faktisk sværere end man lige tror, når man pludselig skal til at fortælle om sig selv. Nå, here goes.
Jeg er i skrivende stund 27 år. Gennem de sidste 5 år har jeg gennemgået en kæmpe forvandling, hvis jeg slev skal sige det. I kraft af mit navneskift, som jeg har skrevet om tidligere her på bloggen, er det lykkedes mig at finde, og identificere mig med mit sande væsen. Det lyder måske lidt åndeligt, men gennem min barndom, havde jeg altid en underlig følelse af, at jeg bare var med i en alen lang komedie. At jeg spillede rollen som den udstødte fra klassen, og bare skulle hakkes på og mobbes hele tiden. For jeg kunne ikke svare igen. Og jeg kunne heller ikke ved hjælp af min væremåde udtrykke at jeg havde hverken selvtillid eller selvværd. Jeg fortænker dem faktisk ikke i at have gjort som de gjorde, mobberne. Jeg var et nemt offer. Et barn, som havde fået sin vilje alt for tit derhjemme, fordi han var den åh så søde og dejlige lillebror, med sine to meget ældtre søskende.
Jeg har faktisk tre søskende, men de er alle sammen halve. Da jeg var lille, syntes jeg det var lidt sjovt, for så havde jeg jo kun een bror og en halv søster. Min ældste halvbror er min fars fra et tidligere ægteskab. Han var 18 år, da jeg blev født og har aldrig rigtig været en del af min verden. Hans første barn, min ældste niece, er fire år yngre end mig, og kunne næsten have været min søster. I hvert fald hvis man ikke kender de sande omstændigheder. Min ældste bror er ikke en jeg taler meget med. Vi har faktisk aldrig talt sammen mere end en hilsen eller måske en høflig kommentar. Jeg har på fornemmelsen at min far er ked af, at det er sådan. Det kan jeg godt forstå. Men det må også være svært for en ung mand, der næsten er voksen, pludselig at skulle være storebror. Jeg ser mere min ældste bror som en onkel, end som min halvbror.
De to andre, min anden halvbror og min halvsæøster, er fra min mors tidligere ægteskab. Vi er vokset op sammen , selvom de er 7 og 9 år ældre end mig. Vi har latid haft et specielt bånd, der knyttede os sammen, og sagde at vi var søskende, altså mere end bare halvt. Vi har altid set hinanden som hele søskende, og jeg har mange gange været glad for at have nogle lidt ældre ligestående jeg kunne gå til, hvis jeg manglede selskab eller var i tvivl om noget. Jeg må være ærlig at sige, at jeg i dagligdagen ikke så tit mærker det før omtalte bånd. Men jeg tror at den slags, lige så vel som kærligheden mellem to mennesker, kan være stærkere og svagere fra tid til anden. Jeg bliver helt varm inden i, når jeg mærker båndet mellem os. Når min søster for eksempel kommer på besøg og vi hygger os sammen, eller noget så plat, som at flække af grin over en prut. Eller når jeg og min bror har været på jagt eller snakker musik. Selv når han minder mig om ikke at irettesætte hans børn for meget, fordi det er ham der er faren, og han godt kan selv. Så bliver jeg glad.
Hvad kan jeg ellers fortælle?
Mine forældre er udefra set meget almindelige. De er nok lidt af den opfattelse, som mange af den ældre genneration er. At man ikke bliver til noget, hvis man ikke arbejder, eller gør noget for det. Det har de i hvert fald været, da jeg var yngre. Nu siger jeg ældre, men det mener jeg jo ikke. Det er rigtig nok at jeg altid har haft forholdsvist gamle forældre. Som før nævnt har jeg jo også gamle søskende. Så i forhold til min alder, ja, så er de da gamle. Min far er for eksempel kun 5 år yngre end Christians mormor.
Men når alt det er sagt, så er det jo i grunden ligegylding, hvor gammel man er. Det vigtigste er hvor gammel man føler sig.
Min mor er en af de personer, som efter endt uddannelse, fandt sit drømmejob, og nu stadig efter 25 år arbejder med det samme og stadig elsker det. Det er jo en ren solstråle historie. Det var også gennem hendes job, at hun mødte min far, som var chef på en af hendes arbejdspladser.
Efter at jeg blev født og vi blev en rigtig kernefamilie med dine, mine og vores børn, begyndte han så at videreuddanne sig, og kører nu praksis hjemmefra, hvilket han har gjort i en del år nu.
Med to forældre inden for sundhedsektoren (sygeplejerske og akupunktør) var det ikke altid lige sjovt at være derhjemme. Hvis man havde slået sig kunne man for eksempel ikke regne med det store ynk. Det var jo bare et kødsår eller hvad det nu var, og nu skulle jeg jo heller ikke gøre det værre end det var. Jeg vidste da godt at de begge sikkert havde set meget værre ting gennem deres arbejde og måske var blevet en smule hærdet, men jeg havde jo stadig ondt.:-)
Nu blev det her jo alt for langt. Men sådan går det jo, når man begynder at hente frem fra de nostalgiske gemmer. Jeg tror jeg holder for nu, men vender frygteligt tilbage på et andet tidspunkt med Vol. II
Ingen kommentarer:
Send en kommentar