Sommer, skyer og lidt for meget tankespin...

I går afsluttede jeg min sidste eksamen med bravour. I dag har jeg været nede og få hevet stingene fra operationen ud af mit knæ. Og så har jeg været henne og søge kontanthjælp, hvilket bringer mig til den virkelige kerne af dette blogindlæg. Hvem er det dog, der har fået den geniale idé at gøre SU forudbetalt og kontanthjælp bagudbetalt? Det resulterer jo logisk nok i ,at hvis man efter endt uddannelse er lidt på røven over hvad man videre skal, så værsgo, har man lige at klare første måned i uvished med en ekstra bekymring i form af en tom bankkonto. Jo, men så kan man jo søge om det såkaldte 'Starthjælp', men det er jo ikke sikkert at man er kvalificeret til at fortjene det. Rend mig da! Efter min mening burde systemet laves om, så der kommer mere flow i overgangene fra studerende til arbejdssøgende.

Nå, men når nu alt brokket er lukket ud, så går det jo egentlig meget godt. Mit karaktergennemsnit for dette år på VUC ligger sådan cirka på 10,9, hvilket får mig til at undre mig over, hvad der er sket i løbet af tiden fra jeg gik ud af handelsskolen og indtil nu. Dengang kunne jeg lige slæbe mig op på en god 7'er, og det var vel at mærke på den gamle skala. Knægten her er åbenbart gået hen og blevet lidt nørdet på sine gamle dage, men okay, den slags kan jo heller ikke andet end at give pote i fremtiden, hvis nogen skal se mit eksamensbevis.

Hvad kan jeg ellers fortælle? I morgen aften er vi blevet budt op i mine forældres sommerhus til Sankt Hans aften. De sidste 3-4 år har vi selv været igang med at lave vores egen tradition med at holde sommersolhverv, hvilket ligger d. 21. juni og ikke d. 23. juni som Sankt Hans. I år er det dog gået lidt i ged, både fordi dagen i år ikke faldt på en weekend, og fordi antallet af deltagende ud over os selv er stærkt faldende. Altså bidrager vi i morgen med en hjemmelavet heks (det blev ikke svigermor denne gang), som skal brændes af, mens vi synger om hvor højt vi elsker Danmark. (Egentlig en besynderlig tradition, når man tænker over det.)

Men tilbage til overskriften. Jeg tænker meget, og tit alt for meget. Tit er jeg ved at drive Christian til vanvid, men mest fordi jeg har den her grimme evne til at se det negative i alt, hvis noget negativt sker for mig. Tag nu for eksempel kontanthjælpen. Jeg havde fået at vide på VUC, at jeg kunne få SU i juli, og havde gjort hvad jeg skulle for at få det. Det viste sig så, at vejlederne var blevet fejlindformeret, så jeg pludselig skulle til at melde mig ledig, for at kunne gøre mig håb om at få bare en lille smule at leve for i juli. Nu er det jo heller ikke fordi jeg tænker på ture til Mc Donalds, og shopping for vildt, men der er jo altid en række faste udgifter, som der også skal være råd til at betale. Altså kontanthjælp, og spøgelsesminder om de to år, hvor jeg løb til aktivering og blev arbejdsudnyttet i den ene praktik efter den anden. Nej, jeg ville sgu ikke, og jeg blev vred og nedtrykt af at tænke på det. Samtidig havde jeg jo også de to andre ubesvarede ansøgninger at tænke på. Hvorfor havde jeg ikke hørt noget fra G.K.M? Hvis jeg blev ansat der, var alle mine bekymringer om økonomi forbi, og jeg kunne begynde at koncentrere mig om handelsfaget, som jeg jo også har taget uddannelse i. Hvis SoSu-skolen besvarede min ansøgning som i orden, kunne jeg komme på forløbet PGU, og specialisere mig mere inden for pædagogikken, hvilket jeg også var igang med tidligere på pædagogstudiet.

Men oven i det hele ligger så mine knæ. (Meget upraktisk faktisk.) Jeg er endelig blevet hørt omkring mine svage knæ, hvilket har startet et operationsforløb, hvoraf første del er blevet afsluttet. Anden del begynder til august, hvor jeg skal forberedes på den store operation, hvor en sene fra mit baglår skal bruges til at holde min knæskal på plads. Tanken om operationen er i sig selv ikke så skræmmende, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det vil betyde for min senere mobilitet, og hvor længe jeg skal ligge og tage hensyn til operationen. Jeg håber jo som tidligere nævnt, at jeg kan fortsætte på HF, hvis intet andet melder sig, og så skal jeg jo også møde op, og følge med i timerne. Det bliver en smule svært, hvis ens ben føles som en fibersprængning.

Men jeg skal lære at slappe af, siger Christian. At tage tingene som de kommer. En dag ad gangen. Jeg har det jo i grunden godt, og en enkel måned på smalkost klarer vi sagtens sammen. Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde ham til at læsse mine bekymringer over på. Det er som om altid bliver meget lettere at overskue, efter at vi har snakket det igennem et par gange. Og jo, jeg kan da sagtens se det fornuftige i, at jeg skal lære at slappe af. Det hele løser sig jo nok på en eller anden måde. Om vi så skal leve af pasta og ketchup i hele juli. Og hører jeg ikke fra G.K.M. eller SoSu-skolen, fortsætter jeg jo bare på HF, som planlagt, og så må jeg bare stramme balderne sammen og følge med på nettet, for at få hele undervisningen med.

Det skal nok gå alt sammen. Det skal jeg huske at sige til mig selv:-)