Bang! Så blev det pludselig 2011! Væk er en lang og hyggelig måned med jul i højsædet og to pænt store fester op og ned ad hinanden i slutningen. Det er egentlig sjovt. Man glæder sig øjnenen ud af hovedet det meste af året, og så er det hele overstået på en aften. Julen mener jeg. For mig er det faktisk først efter Juleaften at den virkelige hygge kommer. Når man i mellemdagene går og reflekterer over året, der snart er slut, ser på sine julegaver, får byttet dem, der ikke var, hvad man ønskede og får brugt sine gavekort. Det er den uge jeg glæder mig til hvert eneste år. Nå ja, og så at holde jul med dem jeg holder af selvfølgelig.
JULEN 2010
I år holdt jeg og Christian jul ude ved hans forældre på landet. Vi skulle alle have været på juletur til Tønder Lillejuleaften, men turen blev aflyst på grund af det voldsomme snevejr. Det var derfor også lidt tvivlsomty om vi overhovedet kunne komme frem til jul dagen efter, da sneen ude på landet som bekendt har det med at fyge en hel del og lukke af for veje, og narre en til at køre ind i en snedrive, som er dybere end først beregnet. Christian havde også været nede og købe en nødand, i tilfældet af, at vi skulle holde jul hjemme i stedet. Juleaftensdag kom, og vi bestemte os for at køre en tur og tage bestik af situationen rundt i byen. Var der nu også for meget sne til at vi kunne komme afsted? Vi havde aftalt at Christians stedfar skulle hente os ved middagstid, men da vi ikke stødte på synderligt store forhindringer, endte vi med at overraske både ham og min svigermor med bukserne nede så at sige.
Resten af dagen var hyggelig, selvom jeg tog mig selv i at føle mig som barn igen, hvor tiden bare ikke gik hurtigt nok. Mine svigerforældre styrtede eundt og gjorde klar, men der var ikke rigtigt noget man kunne hjælpe med, så jeg kunne ikke lade være med at føle mig lidt overflødig og kede mig lidt. Heldigvis var der masser af godt TV i anledning af julen.
Til aften faldt juleroen over os alle, og vi satte os til bords med kalkun, hvide kartofler, Christians hjemmelavede rødkål, hvidkål og en god brun sovs. Desserten havde vi stået for, og i dagens anledning havde Christian proppet halve mandler i ris a la manden, så det blev ekstra svært at finde den hele. Det blev hans mormor, som fik den. Gaven havde hun selv haft med, og det var en lille trip-trap nisse, som kunne sidde ovenpå en pose med slik.
Da vi var færdige med at spise slog vi terninger om, hvem der skulle hente julegaver. Jeg fik en masse gavekort til tøjbutikker, nye sengeborde og den sidste nye bog i serien om Artemis Fowl.
Sammen med kaffen og julekagerne spillede vi pakkeleg, noget jeg mest forbinder med julefrokost, men det var nu meget sjovt alligevel. Vi brugte den nye version, hvor det man skal gøre står på forskellige kort. Bestemt noget jeg vil prøve igen engang.
På grund af sneen overnattede vi hos mine svigerforældre, til dagen efter. Vi sov på sofaen og opdagede først om morgenen, at vi havde sovet med et vindue åbent.
NYTÅR 2010
Der var dømt nytårsparty i vores julepyntede stuer dette år. Efter en del planlægning, var vi kommet frem til at menuen skulle deles ud på de forskellige gæster, så vi alle kom med et eller andet. Christian, jeg og hans mormor stod for hovedretten og forretten, og et vennepar vi har skulle komme med desserten. En veninde som også kom, skulle så komme med snacks og slik, og alle skulle have deres egne drikkevarer med.
Jeg må sige at jeg havde glædet mig lidt til desserten. Det skulle have været en form for kage eller tærte med is. Lidt man kender, men på en ny måde. Det endte dog med at være 4 forskellige slags is (vanille, chokolade, hasselnød og æble) med tilhørende saucer og vafler. Også fint, men lidt ærgeligt, når man havde forventet noget andet.:-)
Forretten var et underlag af salat med et bundt baconomsvøbte bønner, et djævleæg (kogt æg, hvor blommen er blandet sammen med mayonaise og krydderier) og en bjælke cheddarost.
Til hovedret fik vi traditionel nytårsmad med kålpølser, hamburgeryg, hvide og brune kartofler og grøn- og hvidkål.
Også denne aften blev der spillet pakkeleg, men denne gang med regler som jeg havde hugget fra julefrokosten i vores danskklasse. Vi lavede også spørgeleg, hvor man skulle finde den bedste ting, der var sket i 2010.
Resten af aftenen gik med at se 90-års fødselsdagen og at skåle ind kl. 00.00. Alt i alt en god og traditionel nytårsaften.
HVAD NU?
Og hvad skal år 2011 så bringe? Jeg har mange planer allerede.
En af de største planer er at komme ud i kolonihaven lige så snart det bliver forår, og få den til at blive pæn. Måske skal der også bygges lidt i år hvis der er råd.
Jeg vil også til at skrive bøger igen. Det er noget jeg har savnet en del, men jeg har ikke rigtigt kunnet komme igang med noget.
Jeg vil tage mit uddannelsesvalg op til revision. Er det det her jeg vil, eller er der noget andet som jeg ville blive gladere for? Man kan også sige: Tager jeg en uddannelse for at få et job, som giver mig penge til at lave det jeg gerne vil, eller tager jeg en uddannelse for at lave det jeg gerne vil? Det er noget jeg skal finde ud af.
Og hvad med mine knæ og deres videre færden? I følge lægerne i Haderslev skal jeg gå til fysioterapeut i to måneder, og opereres hvis det ikke hjælper. Jeg ved ikke om jeg er klar til at skulle sidde og kigge på at de skubber en minikikkert ind i mit knæ. Kan man bede om fuld narkose for at undgå at jeg får traumer af oplevelsen senere?
Et eller andet sted burde jeg også tabe mig. Jeg ved godt det kan lyde sygeligt, når man ved hvordan jeg er bygget, men jeg kan se, at der er lidt for meget der blævrer når jeg hopper. Det kunne være rart, hvis jeg kunne tabe 3-4 kg og komme tættere på den såkaldte din-vægt-skal-være-det-samme-som-din-højde-minus-100-teori. Men mon ikke det kommer helt af sig selv, hvis jeg begynder at bruge mere tid i kolonihaven?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar