lørdag den 9. oktober 2010

Den første gang i tre dimensioner

Ja, så blev det prøvet. Det er utroligt som ens forventninger til noget, nogen gange bliver bragt helt til skamme, når man så prøver tingen. Sådan havde jeg det lidt igår, da jeg for første gang prøvede at se en 3D film i biografen. Vi skulle se Resident Evil 3D (hvorfor er det nu blevet så smart at kalde alle film for 3D? De popper jo op overalt i øjeblikket) og jeg var selvfølgelig vildt spændt, da jeg valgte mit eget par super hippe briller fra reolen. Så begynder filmen, og jeg tager brillerne på. De sidder ad helvede til. Jeg fandt aldrig ud af om det skyldtes formen af min næseryg eller formen af brillerne. Der går lige nogle minutter, hvor mine øjne prøver at vende sig til at skulle se gennem grøn-røde brilleglas, og derefter går det faktisk ok, selvom jeg visse steder i filmen, havde svært ved at fokusere og stille skarpt. Når man er ved at blive vant til at filmene idag bliver skarpere og bedre med alt det HD og Blu-ray, der sværmer rundt om ørerne på en, så er det mærkeligt pludselig at sidde i en biograf og føle at se en film i gammeldags videokvalitet. Jeg kunne da godt se hvad der var 3D og hvornår en fod eller en pistol skulle gå ud af skærmen. Effekten virkede også rigtig godt på sine steder, der var bare alt for mange flop til at oplevelsen samlet var god. Når der var lys, som fra en fakkel kom der røde skygger, hvilket jeg ikke så som særligt charmerende. Der var også tidspunkter, hvor kameraet kørte så hurtigt at 3D effekten snarere forvirrede end gavnede, og udsatte mine stakkels øjne for overanstrængelse.

Da vi kom hjem efter filmen, havde vi begge en dundrende hovedpine. Det var tydeligt at vi begge havde siddet og koncentreret os, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om flere 3D film efter hinanden måske kunne have grimme følger for ens syn. Jeg glæder mig i hvert fald til filmen kommer på DVD, så jeg kan se den i gammeldags 2D, for filmen Resident Evil 4, som jeg kalder den, er rigtig god, og hænger rigtig godt sammen med de forrige 3. Jeg vil dog ikke til at anmelde den nu. Det venter jeg med til den kommer på DVD.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar